Patientinformation for permanent hårreduktion

Trichloreddikesyre (TCA) kan anvendes til at reducere og forbedre små dybe ar (icepick-ar), flad ar (box-ar), piercing ar, samt store grove porer i huden. TCA laver en lille ætsning i huden, der stimulerer hudens bindevævsdannelse. Dette medfører at arret trækker sig sammen og løfter sig så overfladen bliver mere jævn. Hvis dine ar er meget dybe eller brede, kan det være nødvendigt at anvende andre metoder.

 

Det er individuelt hvor godt behandlingen virker, men personer med udtalte ar oplever normalt størst effekt. Effekten viser sig først efter flere måneder, og der skal ofte gives 3-5 behandling med 2-8 ugers interval, før der opnås et godt resultat. Effekten af behandlingen med TCA er langvarig. Når arrene har løftet sig tilfredsstillende, kan man bl.a. udføre laserbehandling for yderligere at udjævne og forbedre hudstrukturen.

De fleste kan behandles med TCA, men i følgende tilfælde kan vi ikke tilbyde behandling:

 

  • Under 18 år
  • Mørke hudtyper og hud som er solbrændt. 
  • Graviditet og amning
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, hyppige forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Behandling med isotretinoin inden for 6 måneder.
  • Behandling med laser, peeling, microneedling mf. inden for 2-4 uger.

Huden skal være ren og fri for makeup. Det er bedst at du ikke har anvendt makeup på dagen. Fra april til oktober skal du anvende effektiv solbeskyttelse (dgl. SPF 50, gerne solhat, ingen solarium) i 4 uger før behandlingen og indtil mindst 4 uger efter behandlingen er afsluttet.

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Behandlingen foregår ved at ar påføres en koncentreret trichloreddikesyre (80-90%) med en tynd pind i hvert ar i 5-10 sekunder. Behandling føles som en stikkende eller brændende smerte i huden i 30-60 minutter. TCA ophører med at virke efter nogle sekunder og skal derfor ikke fjernes eller neutraliseres. Huden bliver først hvid (frosting) i op til 12 timer. Derefter bliver huden rød, hævet og evt. let væskende, inden der dannes en lille skorpe. 


Der kan behandles flere ar under samme besøg. Selve behandlingen tager typisk kun nogle få minutter. 


Efter behandling vaskes huden forsigtigt, og der påføres en antibakteriel creme eller salve, inden du forlader klinikken.

Hvis du har et “rent job” (kontorarbejde eller lignende) kan du gå på arbejde efter behandling. Få dage efter behandlingen vil der dannes en lille sårskorpe over arret, som gerne må dækkes med make-up, men du skal undgå at pille i skorpen. Skorpen løsner sig typisk indenfor 1-2 uger. Arret kan i starten se lidt større ud end før behandlingen, men vil senere trække sig sammen. 

 

Huden skal holdes ren ved at vaske den 2 gange dagligt med vand og sæbe, efterfulgt af klorhexidincreme (købes på apoteket). Undgå brug af hudprodukter som indeholder lokalirriterende stoffer (a-vitaminsyre / Retinol / Retinoid, AHA mm) i det behandlede område de første 2 uger efter behandlingen.

 

Undgå kraftig direkte solpåvirkning på området de første 5 dage efter behandling. Derefter fortsættes med solbeskyttelse i mindst 4 uger som beskrevet ovenfor.

Udover forventede reaktioner beskrevet ovenfor, som udløses af ætsningen, kan der forekomme følgende bivirkninger:

 

  • Langvarig rødme i huden svarende til de behandlede områder.  
  • Kraftig reaktion med betændelsesreaktion og i værste fald forværring af arrene. 
  • Bakteriel infektion med tiltagende varme, smerter, rødme, hævelse, betændelse, feber som typisk kommer 1-4 dage efter behandlingen. 
  • Herpes infektion med udbrud af smertende blærer på huden i løbet af 1-7 dage.  
  • Pigmentforandringer. Øget pigmentering i huden efter behandling ses oftere hos personer med mørk hud eller ved forudgående pigmentforstyrrelser i huden. Kan aftage spontant eller kræve opfølgende behandling med blegecreme eller laser. Pigmenttab kan ses efter infektion eller kraftig behandling. Pigmentforandringer kan være permanente. 
  • Sparsom eller begrænset effekt af behandlingen. Dette kan skyldes nedsat evne til at producere kollagen bindevæv (ny hud) og man oplever, at resultatet ikke lever op til forventningerne.

 

Kontakt altid klinikken ved mistanke om bivirkninger.

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling.