Patientinformation for hudtone booster / photorejuvenation (SRA)

Med tiden forårsager solens stråler pigmentskjolder, rødme og små karsprængninger som giver en ujævn hudtone. Intens Pulsed light (IPL) kombineret med radiofrekvens energi (RF) kan effektivt fjerne mange af disse forandringer i ansigtet, samt på halsen, bryst og krop. Kombinationen af IPL og RF energi opvarmer det uønskede pigment som ligger overfladisk i huden. Pigmentet reagerer ved først at blive mørkere i 3-10 dage inden det nedbrydes og forsvinder.  Pigmentskjolder, som ligger dybere i huden kan være vanskeligt at behandle. Rødme og små, synlige blodkar behandles ved, at energien fra IPL og RF opvarmer blodkarrene som derved lukker og forsvinder. Hudens generelle spændstighed forbedres ved bindevævscellerne i læderhuden stimuleres til at øge produktionen af kollagen, elastin og glucosaminoglycaner.

Allerede efter to behandlinger har mere end 70% god effekt på pigmentskjolder, rødme og blodkar. Hvor effektiv behandlingen er afhænger af hudens tilstand, forandringernes lokalisering og årsag, samt om man beskytter huden mod sol før og efter behandling. Oftest er én til fire behandlinger med 1 måneds interval tilstrækkeligt for at opnå et godt resultat.

Behandlingen kan på grund af risiko for forbrænding ikke gives til personer med mørk hud eller, hvis hud inden for 4 uger er blevet solbrændt. Behandling er ikke effektiv over for meget tykke blodkar eller dybtliggende pigment. Pigment i modermærker behandles ikke.

 Vi kan i følgende situationer ikke tilbyde behandling:

  • Under 18 år
  • Graviditet og amning
  • Tilstande med øget lysfølsomhed pga. sygdom, medicin eller kosttilskud.
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder.
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Tatoveringer i behandlingsområdet
  • Pacemaker og implanterbar hjertestarter (ICD) – gælder kun ved brug af RF-energi

Den mest effektive og sikre behandling opnås på meget bleg hud. Vi anbefaler at du dagligt beskytter dig mod solen med solcreme med SPF 50 og undgår sol, solarium og selvbruner i 4 uger inden behandling. Hvis vi vurderer at din hud er solbrun når du kommer til behandling, bliver din behandling aflyst for din egen sikkerheds skyld.

Inden behandling sikres det at du er egnet til den ønskede behandling og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal.

Hver impuls føles som et kortvarigt, ganske mildt ubehag eller smerte. Nogle hudområder er mere følsomme end andre, og brug af isposer umiddelbart efter behandling kan virke lindrende. Det er normalt at huden bliver hævet, føles varm eller brændende, og får en uensartet hudtone i nogle dage.  Afhængigt af hudområdets størrelse tager behandlingen 15-45 minutter. I nogle tilfælde skal der gives en prøve behandling på et lille område, for sikre at behandlingen tåles, inden der gives fuld behandling. Intervallet imellem behandlingerne er normalt mindst 4 uger.

Under og 1-2 år efter behandlingen er det vigtigt at du fortsat beskytter dig effektivt mod solen med SPF 50 for at undgå risiko for nye pigmentforandringer. Selv få minutters sol uden solcreme kan føre til nye pigmentskjolder. 

Behandling kan medføre forbrænding af huden på samme måde som en solskoldning. Risikoen er størst hvis huden er solbrun. Bivirkningerne er:

 

  • Udtalt rødme og ømhed
  • Små væskefyldte blærer og overfladiske sår som heler med skorper og afskalning i løbet af 1 uge
  • Hudinfektion og evt. behov for behandling med klorhexidin eller antibiotika.
  • Pigmentforandringer med lysfarvning eller mørkfarvning af huden
  • Ardannelse

 

Kontakt klinikken ved bivirkninger.

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling.