Patientinformation for ikke permanent filler

Hyaluronsyre fillers består af samme type hyaluronsyre, som findes naturligt i vores bindevæv i huden. Med alderen reduceres mængden af hyaluronsyre i huden, hvilket medfører nedsat spændstighed, og tiltagende hudfolder og rynker. Når hyaluronsyre filler gelen sprøjtes ind i huden, tilfører den nyt volumen så folder og furer udglattes og huden bliver mere spændstig. Filler kan også anvendes til f.eks. at fremhæve hage, kindben og læber ved at tilfører volumen. Koncentrationen af hyaluronsyre, og indhold af lokalbedøvende lidokain, giver forskellige filler produkter forskellige egenskaber og holdbarhed. Hyaluronsyre integreres i huden, og da der er en løbende omsætning af hyaluronsyre i huden, vil effekten af filler behandlingen aftage med tiden.

 

Den endelige effekt kan først vurderes efter ca. 4 uger, når filler gelén er fuldt integreret i vævet og evt. hævelser er helt forsvundet. Holdbarheden af behandlingen afhænger af det anvendte produkt, hudens struktur og blodcirkulation og indsprøjtningsteknik. Oftest holder behandling af læberne i ca. 4 til 6 måneder, mens andre områder kan holde op til 1½ år. Effekten aftager hurtigere i forbindelse med større vægttab og langvarig sygdom og feber.

 

Én behandling er ofte tilstrækkelig, men gentagne behandlinger kan være nødvendig for at opnå et optimalt resultat. Det kan ofte være en fordel at lave kombinationsbehandling med botox og filler.

 

Behandlingen er meget sikker og langt de fleste kan tåle behandlingen.

Behandling med filler kan ikke tilbydes i følgende situationer:

 

  • Under 18 år
  • Gravid eller ammende
  • Allergi over hyaluronsyre og andre indholdsstoffer (inkl. lidokain)
  • Allergi overfor hvepse- og bistik 
  • Tidligere anafylaktisk reaktion eller flere alvorlige allergier
  • Ved visse nervesygdomme, bindevævssygdomme og blødersygdomme. 
  • Nylig kirurgisk kosmetisk behandling i behandlingsområdet 

Smertestillende behandling med non-steroide antiinflammatoriske midler (f.eks. Ipren, Treo, Kodimagnyl) samt dgl. brug af fiskeolie giver øget risiko for blødning i huden og bør stoppes 4 dage før til 2 dage efter behandlingen. 

Ved tegn på hudsygdom eller infektion i behandlingsområdet eller almen sygdom med feber skal behandling udskydes.

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling. Der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Behandlingen foregår ved, at huden desinficeres, hvorefter filler gelén sprøjtes ind i huden med en tynd nål eller stump kanyle. Ofte kræver behandlingen flere stik for at opnå det ønskede resultat.  

 

Behandlingen vil være forbundet med mild til moderat ubehag og smerte. Lokalbedøvende creme kan lindre smerterne, men skal påføres behandlingsområdet ca. 20 minutter inden behandlingen. Behandlingen tager typisk mellem 30 og 60 minutter. Umiddelbart efter behandlingen vil huden være let til moderat hævet, rød og øm i nogle dage. Læberne hæver mest, og derfor har de fleste ikke lyst til at gå på arbejde dagen efter behandling af læber. 

 

I 4 timer efter behandling skal du undgå berøring af det behandlede område og vente med at bruge make-up for at reducere risikoen for infektion. Undlad hårde fysiske anstrengelser og store mængder alkohol i 2-3 dage og sauna og solarium i mindst 2 uger, da det kan forværre hævelse og rødme samt nedsætte holdbarheden af behandlingen.

Normale forbigående bivirkninger:

 

  • Rødme, hævelse og ømhed i behandlingsområdet i 1-3 dage 
  • Små blå mærker som forsvinder indenfor 2-5 dage

 

Sjældne bivirkninger:

  • Større blodansamlinger i huden som svinder efter 1-3 uger 
  • Ujævn fordeling af filleren og blålig misfarvning 
  • Vævsreaktion på filleren med rødme, hævelse og knudedannelse (arvævsreaktion) i hud
  • Infektion 
  • Udslæt og udbrud af forkølelsessår
  • Allergiske reaktioner
  • Vævsdød, ardannelse og blindhed pga. injektion i eller omkring blodkar

 

Kontakt klinikken eller din læge ved sjældne bivirkninger. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at nedbryde filler produktet ved at indsprøjte enzymet hyaluronidase. 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Efter at du har modtaget den mundtlige information, skal du have mindst 48 timers betænkningstid, inden du kan samtykke til behandlingen.  

SkinArt Laser