Skip to content Skip to footer

Botox

Hvordan virker botox

Botox har i mange år været benyttet til kosmetiske behandlinger med god og sikker effekt. Botox (botulinum toksin) forhindrer frigivelse af signalstoffer mellem nerver og muskler så musklernes evne til at trække sig sammen reduceres.  Botox er derfor velegnet til at udglatte bevægelige folder og rynker i huden, for eksempel i panden eller bekymringsrynken mellem øjnene. Følesansen i det behandlede område påvirkes ikke. 

Behandling med botox er meget sikkert og lang de fleste kan behandles. Det er muligt at kombinere behandling med botox med ikke permanente filler, laser eller andre hudforyngende behandlinger. 

Hvem kan ikke behandles

Behandling med botox kan ikke tilbydes i følgende situationer:

  • Under 18 år 
  • Gravid eller ammende
  • Allergi over for albumin eller laktose
  • Ved visse sjældne neuromuskulære sygdomme (f. eks. myasteni) og blødersygdomme. 
  • Ved indtagelse af visse typer medicin inkl. visse typer blodfortyndende behandling, samt aminoglykosider mod infektioner, penicillamin mod bindevævssygdomme, quinine mod uro i benene eller malaria

Behandlingen med botox

Inden første behandling skal du til konsultation hos lægen, som sikrer, at du er egnet til den ønskede behandling. Inden behandling skal der tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal.

Behandlingen foretages ved, at huden desinficeres, hvorefter små mængde botox med en tynd nål sprøjtes ind i muskler i de ønskede områder. Behandlingen tager ca. 15-30 minutter. Hver stik kan være forbundet med kortvarigt let ubehag, kløe, rødme og hævelse som forsvinder i løbet af 30 minutter. Enkelte kan få små blå mærker.  

I ca. 4 timer efter behandlingen skal du undgå make-up, undlade at massere og trykke på huden, og ikke dyrke hård fysisk træning. 

Effekt af botox behandlingen 

Effekten af botox indtræder efter 3-8 dage og giver ofte en god og tydelig udglattende effekt på rynkerne. Effekten varierer fra person til person og forsvinder typisk efter 3-6 måneder. Nogle skal have større mængder botox end andre for at opnå god effekt, og enkelt vil ikke have effekt af behandlingen. Hvis virkningen ikke er tilstrækkelig eller ujævn og asymmetrisk, kan der laves en ”touch up” behandling efter ca. 2 uger.

Bivirkninger til botox behandling

Der er ikke nogen kendte blivende bivirkninger til kosmetisk botox behandling og under 1% oplever følgende forbigående bivirkninger:

  • Hovedpine, let kvalme og influenzalignende symptomer 
  • Allergiske reaktioner 
  • Rødme, hævelse, kløe og blå mærker
  • Tunge øjenbryn, hængende øjenlåg og forbigående synsforstyrrelser.
  • Asymmetrisk eller fattig mimik, samt problemer med at fløjte eller drikke med sugerør

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Efter at du har modtaget den mundtlige information, skal du have mindst 48 timers betænkningstid, inden du kan samtykke til behandlingen.  

Ikke permanent filler

Hvordan virker ikke-permanente fillers med hyaluronsyre

Hyaluronsyre fillers består af samme type hyaluronsyre, som findes naturligt i vores bindevæv i huden. Med alderen reduceres mængden af hyaluronsyre i huden, hvilket medfører nedsat spændstighed, og tiltagende hudfolder og rynker. Når hyaluronsyre filler gelen sprøjtes ind i huden, tilfører den nyt volumen så folder og furer udglattes og huden bliver mere spændstig. Filler kan også anvendes til f.eks. at fremhæve hage, kindben og læber ved at tilfører volumen. Koncentrationen af hyaluronsyre, og indhold af lokalbedøvende lidokain, giver forskellige filler produkter forskellige egenskaber og holdbarhed. Hyaluronsyre integreres i huden, og da der er en løbende omsætning af hyaluronsyre i huden, vil effekten af filler behandlingen aftage med tiden.  

Den endelige effekt kan først vurderes efter ca. 4 uger, når filler gelén er fuldt integreret i vævet og evt. hævelser er helt forsvundet. Holdbarheden af behandlingen afhænger af det anvendte produkt, hudens struktur og blodcirkulation og indsprøjtningsteknik. Oftest holder behandling af læberne i ca. 4 til 6 måneder, mens andre områder kan holde op til 1½ år. Effekten aftager hurtigere i forbindelse med større vægttab og langvarig sygdom og feber.

Én behandling er ofte tilstrækkelig, men gentagne behandlinger kan være nødvendig for at opnå et optimalt resultat. Det kan ofte være en fordel at lave kombinationsbehandling med botox og filler.

Behandlingen er meget sikker og langt de fleste kan tåle behandlingen.

Hvem kan ikke behandles

Behandling med filler kan ikke tilbydes i følgende situationer:

  • Under 18 år
  • Gravid eller ammende
  • Allergi over hyaluronsyre og andre indholdsstoffer (inkl. lidokain)
  • Allergi overfor hvepse- og bistik 
  • Tidligere anafylaktisk reaktion eller flere alvorlige allergier
  • Ved visse nervesygdomme, bindevævssygdomme og blødersygdomme. 
  • Nylig kirurgisk kosmetisk behandling i behandlingsområdet 

Forsigtighedsregler

Smertestillende behandling med non-steroide antiinflammatoriske midler (f.eks. Ipren, Treo, Kodimagnyl) samt dgl. brug af fiskeolie giver øget risiko for blødning i huden og bør stoppes 4 dage før til 2 dage efter behandlingen. 

Ved tegn på hudsygdom eller infektion i behandlingsområdet eller almen sygdom med feber skal behandling udskydes.

Behandlingen med filler

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling. Der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Behandlingen foregår ved, at huden desinficeres, hvorefter filler gelén sprøjtes ind i huden med en tynd nål eller stump kanyle. Ofte kræver behandlingen flere stik for at opnå det ønskede resultat.  

Behandlingen vil være forbundet med mild til moderat ubehag og smerte. Lokalbedøvende creme kan lindre smerterne, men skal påføres behandlingsområdet ca. 20 minutter inden behandlingen. Behandlingen tager typisk mellem 30 og 60 minutter. Umiddelbart efter behandlingen vil huden være let til moderat hævet, rød og øm i nogle dage. Læberne hæver mest, og derfor har de fleste ikke lyst til at gå på arbejde dagen efter behandling af læber. 

I 4 timer efter behandling skal du undgå berøring af det behandlede område og vente med at bruge make-up for at reducere risikoen for infektion. Undlad hårde fysiske anstrengelser og store mængder alkohol i 2-3 dage og sauna og solarium i mindst 2 uger, da det kan forværre hævelse og rødme samt nedsætte holdbarheden af behandlingen.

Bivirkninger

Normale forbigående bivirkninger:

  • Rødme, hævelse og ømhed i behandlingsområdet i 1-3 dage 
  • Små blå mærker som forsvinder indenfor 2-5 dage 

Sjældne bivirkninger: 

  • Større blodansamlinger i huden som svinder efter 1-3 uger 
  • Ujævn fordeling af filleren og blålig misfarvning 
  • Vævsreaktion på filleren med rødme, hævelse og knudedannelse (arvævsreaktion) i hud
  • Infektion 
  • Udslæt og udbrud af forkølelsessår
  • Allergiske reaktioner
  • Vævsdød, ardannelse og blindhed pga. injektion i eller omkring blodkar

Kontakt klinikken eller din læge ved sjældne bivirkninger. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at nedbryde filler produktet ved at indsprøjte enzymet hyaluronidase. 

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Efter at du har modtaget den mundtlige information, skal du have mindst 48 timers betænkningstid, inden du kan samtykke til behandlingen.  

Permanent hårfjerning/ hårreduktion 

Hvordan virker laser til behandling af uønsket hårvækst

Behandling med Intens Pulsed Light (IPL) blitzlampe lys er en effektiv metode til at fjerne uønsket hårvækst. Den foregår ved, at IPL-lyset trænger ned i huden, hvor den opvarmer pigment i mørkfarvede hår. Opvarmningen ødelægger hårsækken og forhindrer derved, at et nyt hår kan vokse frem. Laserbehandlingen virker kun på tykke hår og mørke hår, som er i vækstfase. Efter hver behandling følger ofte en periode på 2-3 uger med en tydelig reduktion i antallet af hår. Efter 4-10 uger vil nye hår, som var i hvile, være kommet i vækst og klar til behandling. Ikke alle hår er i samme fase på samme tid, og derfor vil resultatet af behandlingen variere fra gang til gang. For opnå det bedste resultat kræves ofte seks til ti behandlinger. De hyppigste behandlingsområder er hage, hals, huden ved overlæben, armhuler, ryg, bryst, bikinilinje samt ben og arme. 

Efter fire til seks behandlinger ses en tydelig reduktion i antal og tykkelse af hår, permanent hårfjerning /hårreduktion på mere end 70-80 % kræver ofte 8-12 behandlinger. Man kan ikke opnå en 100% blivende hårreduktion.

Til behandling anvendes Candela GentleLase Pro 755 alexandrit laser til lyse hudtyper og Candela eLos Plus Vantage 810 nm diodelaser kombineret med radiofrekvens (RF) til mørke hudtyper. 

Hvem egner sig ikke til behandling

Helt lyse hår, rødlige hår og meget fine dun kan ikke behandles effektivt med laser. Meget mørke hudtyper kan være mere vanskelige at behandle på grund af større risiko for forbrænding.  

Hvis der er mistanke om hormonelle forstyrrelser (f.eks. PCO) som årsag til den uønskede hårvækst, skal du inden behandlingen være undersøgt hos din egen læge. Ca. 5% opnår ikke den ønskede effekt af behandling. Vi kan i disse tilfælde desværre ikke refundere pengene for behandlingerne. 

Vi kan i følgende situationer ikke tilbyde behandling:

  • Under 18 år
  • Graviditet og amning
  • Tilstande med øget lysfølsomhed pga. sygdom, medicin eller kosttilskud. 
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Tatoveringer i behandlingsområdet
  • Pacemaker og implanterbar hjertestarter (ICD) – gælder kun ved brug af RF energi

Før behandling

Den mest effektive og sikre behandling opnås på meget bleg hud. Vi anbefaler, at du dagligt beskytter dig mod solen med solcreme med SPF 50 og undgår sol, solarium og selvbruner i 4 uger inden behandling. Hvis vi vurderer, at din hud er solbrun, når du kommer til behandling, bliver din behandling aflyst for din egen sikkerheds skyld.

I mindst 6 uger inden behandlingen, og under behandling, må uønskede hår kun fjernes med skraber. Der må ikke anvendes pincet, voksbehandling, hårfjerningscremer osv.  i 6 uger inden behandling. 

Behandlingen

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Ved første konsultation skal hårene være synlige, så vi kan se det område, der skal behandles. Skal du behandles sammen dag som du er til forundersøgelse, kan du tage et billede af din synlige hårvækst. Før behandlingen skal du barbere dig hjemmefra om morgenen. 

Behandlingen føles som en varm, let brændende og stikkende fornemmelse og behandlingen kan for nogen forbindes med en smule smerte eller ubehag. Nogle hudområder er mere følsomme end andre og typisk aftager smerten ved efterfølgende behandlinger. Huden kan være rød, knopret og hævet. Dette forsvinder i løbet af nogle timer hos de fleste og kan lindres med isposer. I nogle tilfælde skal der gives en prøve behandling på et lille område, for at sikre at behandlingen tåles, inden der gives fuld behandling.

Behandlingsintervallet for ansigt, armhule, genitalier er hver 4. uge, mens øvrige dele af kroppen behandles hver 6. uge

Efter behandling

Afstødningen af de behandlede hår sker i løbet af 14 dage, hvorefter effekten af behandlingen bliver tydelig. Enkelte kan opleve irritation af hårsækkene (skægpest) inden for de først 14 dage efter behandling. 

For at undgå risiko for pigmentforandringer skal du bruge solcreme med SPF 50 og undgå solarium i 4 uger efter behandlingen.

Bivirkninger

Behandling kan medføre forbrænding af huden på samme måde som en solskoldning. Risikoen er størst, hvis huden er solbrun. Bivirkningerne er:

  • Udtalt rødme og ømhed
  • Små væskefyldte blærer og overfladiske sår som heler med skorper og afskalning i løbet af 1 uge
  • Hudinfektion og evt. behov for behandling med klorhexidin eller antibiotika.
  • Pigmentforandringer med lysfarvning eller mørkfarvning af huden 
  • Ardannelse 

Kontakt klinikken ved bivirkninger. 

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Hudoverfladebooster med Matrix 

Hvad er Hudoverfladebooster behandling

Med tiden forårsager solens stråler pigmentskjolder og en ujævn hudtone. Samtidig opstår der fine rynker og nedsat spændstighed pga. faldende indhold af kollagen. Hos nogle ses ar efter skoldkopper, uren hud eller en kreppet hud.Denne behandling kan både forbedre hudoverfladens ensartethed og udglatte fine rynker ved at stimulere dannelse af nye hudceller og kollagen. Effekten opnås ved at små nåle sender radiofrekvens energi ned i huden. Afhængigt af behandlingsønske kan behandlingen målrettes mod kollagendannelse eller dannelse af nye hudceller. 

Hvem egner sig ikke til behandling

Vi kan i følgende situationer ikke tilbyde behandling: 

  • Under 18 år
  • Graviditet og amning
  • Tilstande med øget lysfølsomhed pga. sygdom, medicin eller kosttilskud. 
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Tatoveringer i behandlingsområdet
  • Pacemaker og implanterbar hjertestarter (ICD) – gælder kun ved brug af RF-energi
  • Overfladiske metalimplantater eller syntetiske filler

Før behandling

Den mest effektive og sikre behandling opnås på meget bleg hud. Vi anbefaler, at du dagligt beskytter dig mod solen med solcreme med SPF 50 og undgår sol, solarium og selvbruner i 4 uger inden behandling. Hvis vi vurderer, at din hud er solbrun, når du kommer til behandling, bliver din behandling aflyst for din egen sikkerheds skyld.

Behandlingen

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. 

Behandlingen vil være forbundet med mild til moderat ubehag og smerte. Lokalbedøvende creme kan lindre smerterne, men skal påføres behandlingsområdet ca. 20 minutter inden behandlingen.

Nogle hudområder er mere følsomme end andre, og brug af isposer umiddelbart efter behandling kan virke lindrende. Der vil normalt komme små millimeter store blødninger, som heler med små punktformede sårskorper. Huden vil være hævet, rød, og føles varm i nogle dage. Afhængigt af hudområdets størrelse tager behandlingen 30-45 minutter. I nogle tilfælde skal der gives en prøvebehandling på et lille område, for at sikre, at behandlingen tåles, inden der gives fuld behandling.

Antallet af nødvendige behandlinger afhænger af hudens tilstand og behandlingsmål. Ofte gives 3-5 handlinger med 4-7 ugers interval. 

Efter behandling

For at undgå risiko for pigmentforandringer skal du bruge solcreme med SPF 50 og undgå solarium i 4 uger efter behandlingen.

Bivirkninger

Behandling kan medføre forbrænding af huden på samme måde som en solskoldning. Risikoen er størst, hvis huden er solbrun. Bivirkningerne er:

  • Udtalt rødme og ømhed
  • Små væskefyldte blærer og overfladiske sår, som heler med skorper og afskalning i løbet af 1 uge
  • Hudinfektion og evt. behov for behandling med klorhexidin eller antibiotika.
  • Pigmentforandringer med lysfarvning eller mørkfarvning af huden 
  • Ardannelse 

Kontakt klinikken ved bivirkninger.

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Behandling af Karsprængninger 

Hvordan behandles karsprængninger

Mange udvikler generende røde og blå fortykkede blodkar i ansigtet og på ben. Mange af disse karsprængninger kan effektivt behandles med laserlys kombineret med radiofrekvens (RF) energi. Ved behandlingen trænger laser lyset og RF-energien dybt ned i huden og opvarmer blodets røde farvestof hæmoglobin.  Opvarmningen ødelægger karvæggen og efterfølgende nedbrydes de beskadigede blodkar. 

Behandlingen er særlig velegnet til tynde synlige røde kar i ansigt og tykke blå kar på ben. Behandlingen fjerner ikke risikoen for at danne nye karudvidelser og karsprængninger.

Hvem egner sig ikke til behandling

Vi kan i følgende situationer ikke tilbyde behandling: 

  • Under 18 år
  • Graviditet og amning
  • Tilstande med øget lysfølsomhed pga. sygdom, medicin eller kosttilskud. 
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Tatoveringer i behandlingsområdet
  • Pacemaker og implanterbar hjertestarter (ICD) – gælder kun ved brug af RF energi
  • Blodfortyndende behandling

Før behandling

Den mest effektive og sikre behandling opnås på meget bleg hud. Vi anbefaler, at du dagligt beskytter dig mod solen med solcreme med SPF 50 og undgår sol, solarium og selvbruner i 4 uger inden behandling. Hvis vi vurderer, at din hud er solbrun, når du kommer til behandling, bliver din behandling aflyst for din egen sikkerheds skyld.

Smertestillende behandling med non-steroide antiinflammatoriske midler (f.eks. Ipren, Treo, Kodimagnyl) samt dgl. brug af fiskeolie giver øget risiko for blødning i huden og bør stoppes 4 dage før til 2 dage efter behandlingen.

Behandlingen

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. 

Hver impuls føles som et kortvarigt, ganske mildt ubehag eller smerte. Det er normalt at se hævelse og misfarvning i huden i nogle dage. I nogle tilfælde skal der gives en prøvebehandling på et lille område, for at sikre, at behandlingen tåles, inden der gives fuld behandling. 

Afhængigt af hudområdets størrelse tager behandlingen 15-30 minutter. Effekten af behandlingen er oftest god, men kan veksle afhængigt af karrenes tykkelse og lokalisation. Ofte er det nødvendigt med gentagne behandlinger med uger til måneders mellemrum. 

Efter behandling

For at undgå risiko for pigmentforandringer skal du bruge solcreme med SPF 50 og undgå solarium i 4 uger efter behandlingen.

Bivirkninger

Behandling kan medføre forbrænding af huden på samme måde som en solskoldning. Risikoen er størst, hvis huden er solbrun. Bivirkningerne er:

  • Udtalt rødme og ømhed
  • Små væskefyldte blærer og overfladiske sår, som heler med skorper og afskalning i løbet af 1 uge
  • Hudinfektion og evt. behov for behandling med klorhexidin eller antibiotika.
  • Pigmentforandringer med lysfarvning eller mørkfarvning af huden 
  • Ardannelse 

Kontakt klinikken ved bivirkninger.

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Arbehandling med trichloreddikesyre (TCA)

Hvad er arbehandling med trichloreddikesyre.

Trichloreddikesyre (TCA) kan anvendes til at reducere og forbedre små dybe ar (icepick-ar), flad ar (box-ar), piercing ar, samt store grove porer i huden. TCA laver en lille ætsning i huden, der stimulerer hudens bindevævsdannelse. Dette medfører at arret trækker sig sammen og løfter sig så overfladen bliver mere jævn. Hvis dine ar er meget dybe eller brede, kan det være nødvendigt at anvende andre metoder. 

Det er individuelt hvor godt behandlingen virker, men personer med udtalte ar oplever normalt størst effekt. Effekten viser sig først efter flere måneder, og der skal ofte gives 3-5 behandling med 2-8 ugers interval, før der opnås et godt resultat. Effekten af behandlingen med TCA er langvarig. Når arrene har løftet sig tilfredsstillende, kan man bl.a. udføre laserbehandling for yderligere at udjævne og forbedre hudstrukturen. 

Hvem egner sig ikke til behandling

De fleste kan behandles med TCA, men i følgende tilfælde kan vi ikke tilbyde behandling:

  • Under 18 år
  • Mørke hudtyper og hud som er solbrændt. 
  • Graviditet og amning
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, hyppige forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Behandling med isotretinoin inden for 6 måneder.
  • Behandling med laser, peeling, microneedling mf. inden for 2-4 uger.

Før behandling

Huden skal være ren og fri for makeup. Det er bedst at du ikke har anvendt makeup på dagen. Fra april til oktober skal du anvende effektiv solbeskyttelse (dgl. SPF 50, gerne solhat, ingen solarium) i 4 uger før behandlingen og indtil mindst 4 uger efter behandlingen er afsluttet. 

Behandling

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Behandlingen foregår ved at ar påføres en koncentreret trichloreddikesyre (80-90%) med en tynd pind i hvert ar i 5-10 sekunder. Behandling føles som en stikken eller brændende smerte i huden i 30-60 minutter. TCA ophører med at virke efter nogle sekunder og skal derfor ikke fjernes eller neutraliseres. Huden bliver først hvid (frosting) i op til 12 timer. Derefter bliver huden rød, hævet og evt. let væskende, inden der dannes en lille skorpe. 

Der kan behandles flere ar under samme besøg. Selve behandlingen tager typisk kun nogle få minutter. 

Efter behandling vaskes huden forsigtigt, og der påføres en antibakteriel creme eller salve, inden du forlader klinikken. 

Efter behandlingen

Hvis du har et “rent job” (kontorarbejde eller lignende) kan du gå på arbejde efter behandling. Få dage efter behandlingen vil der dannes en lille sårskorpe over arret, som gerne må dækkes med make-up, men du skal undgå at pille i skorpen. Skorpen løsner sig typisk indenfor 1-2 uger. Arret kan i starten se lidt større ud end før behandlingen, men vil senere trække sig sammen. 

Huden skal holdes ren ved at vaske den 2 gange dagligt med vand og sæbe, efterfulgt af klorhexidincreme (købes på apoteket). Undgå brug af hudprodukter som indeholder lokalirriterende stoffer (a-vitaminsyre / Retinol / Retinoid, AHA mm) i det behandlede område de første 2 uger efter behandlingen.

Undgå kraftig direkte solpåvirkning på området de første 5 dage efter behandling. Derefter fortsættes med solbeskyttelse i mindst 4 uger som beskrevet ovenfor.

Bivirkninger

Udover forventede reaktioner beskrevet ovenfor, som udløses af ætsningen, kan der forekomme følgende bivirkninger:

  • Langvarig rødme i huden svarende til de behandlede områder.  
  • Kraftig reaktion med betændelsesreaktion og i værste fald forværring af arrene. 
  • Bakteriel infektion med tiltagende varme, smerter, rødme, hævelse, betændelse, feber som typisk kommer 1-4 dage efter behandlingen. 
  • Herpes infektion med udbrud af smertende blærer på huden i løbet af 1-7 dage.  
  • Pigmentforandringer. Øget pigmentering i huden efter behandling ses oftere hos personer med mørk hud eller ved forudgående pigmentforstyrrelser i huden. Kan aftage spontant eller kræve opfølgende behandling med blegecreme eller laser. Pigmenttab kan ses efter infektion eller kraftig behandling. Pigmentforandringer kan være permanente. 
  • Sparsom eller begrænset effekt af behandlingen. Dette kan skyldes nedsat evne til at producere kollagen bindevæv (ny hud) og man oplever, at resultatet ikke lever op til forventningerne. 

Kontakt altid klinikken ved mistanke om bivirkninger.

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Kollagenbooster hudopstramning eller ujævn hudtone med RedTouch laser

Hvad er en Kollagenbooster behandling med RedTouch laser

Med tiden får huden fine rynker og nedsat spændstighed pga. faldende indhold af kollagen. Lyset fra Redtouch laseren trænger ca. 0,5 mm ned i huden, hvor det opvarmer og opstrammer eksisterende kollagen, samt stimulerer produktion af ny kollagen i 3-4 måneder. Derved forbedres hudens spændstighed, og du kan forvente at fine rynker langsomt udglattes. Behandlingen med Redtouch virker også på at forbedre akne ar og udglatte ujævn hudtone. Ved ujævn hudtone ses forbedringen efter 10-14 dage.

Behandlingen kan forebygge og bremse udviklingen af dybe hudfolder og rynker, men kan ikke fjerne dybe furer, når de først er opstået. 

Behandlingen kan gives 1 uge efter botox behandling og 2 uger efter behandling med hyaluronsyre filler.  

Hvem egner sig ikke til behandling

Vi kan i følgende situationer ikke tilbyde behandling: 

  • Under 18 år
  • Graviditet og amning
  • Tilstande med øget lysfølsomhed pga. sygdom, medicin eller kosttilskud. 
  • Hudsygdom i behandlingsområdet (f.eks. akne, sår, forkølelsessår)
  • Tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, eller pigmentskjolder. 
  • Hudkræft i behandlingsområdet og behandling for anden kræftsygdom med kemoterapi
  • Tatoveringer i behandlingsområdet
  • Overfladiske metalimplantater eller syntetiske filler
  • Du må ikke have fået sol 4 uger før behandling

Behandlingen

Inden behandling sikres det, at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. 

Hver impuls føles som et kortvarigt, ganske mildt ubehag eller varme. Efterhånden som der gives flere impulser vil fornemmelsen af varme i huden tiltage. Nogle hudområder er mere følsomme end andre, og køling af huden med isposer umiddelbart efter behandling, kan virke lindrende. Det er normalt, at huden bliver hævet, føles varm eller brændende i nogle dage efter efter behandlingen.  Afhængigt af hudområdets størrelse tager behandlingen 30-60 minutter. I nogle tilfælde skal der gives en prøvebehandling på et lille område, for at sikre at behandlingen tåles, inden der gives fuld behandling på et senere tidspunkt.

Hvis der er ujævn hudtone, vil disse områder ofte være mørkere og mere synlige i 10-14 dage efter behandling inden forbedringen ses. 

Antallet af nødvendige behandlinger afhænger af hudens tilstand og hvor meget opstramning, der ønskes. Normalt anbefales mindst 3 behandlinger med 4 ugers interval for at opnå et godt resultat.   

Bivirkninger

Behandling kan medføre forbrænding af huden på samme måde som en solskoldning. Risikoen er størst, hvis huden er solbrun. Bivirkningerne ved behandlingen er:

  • Udtalt rødme og ømhed
  • Små væskefyldte blærer og overfladiske sår, som heler med skorper og afskalning i løbet af 1 uge
  • Hudinfektion og evt. behov for behandling med klorhexidin eller antibiotika.
  • Pigmentforandringer med lysfarvning eller mørkfarvning af huden 
  • Ardannelse 

Kontakt klinikken ved mistanke om bivirkninger eller andre uventede reaktioner.

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Opløsning af hyaluronsyre filler med Hylase®

Hvad er Hylase og hvordan virker det?

Kosmetisk behandling med hyaluronsyre (HA) filler bruges til at udglatte ansigtslinjer, rynker og folder, forme læber og ansigtets konturer. Hvis man ikke længere ønske HA-filler i huden er det muligt opløse produktet med Hylase ®. Hylase® er et enzym, der hurtigt nedbryder hyaluronsyre molekyler. Hylase fremmer også nedbrydningen af kroppens naturlige hyaluronsyre. Uden behandling med Hylase vil kroppen, afhængigt af HA-filler produkt, nedbryde HA-filleren i løbet af 3-24 måneder. 

Der kan også opstå et akut behov for at nedbryde HA-filler hvis der opstår en blodprop (vaskulær okklusion) i forbindelse med HA-filler behandling. En blodprop kan ubehandlet medføre vævsdød (nekrose) og efterfølgende ardannelse. Behandling med Hylase af blodpropper lokalt i ansigtet har normalt en god prognose hvis behandling gives inden for de første timer.

Behandling med Hylase kan medføre et tab af volumen i underhuden. Effekten ses normalt i løbet af 1-2 døgn, men det kan tage op til 14 dage før det endelige resultat kan vurderes. 

Graden af reduktionen af volumen kan være uforudsigelig og hos enkelte meget udtalt. Efter behandlingen kan uden fremstå slap pga. manglede fylde. Hos nogle skal behandlingen gentages for at opnå tilstrækkelig effekt. 

Hvem kan ikke behandles: 

Behandling med filler kan ikke tilbydes i følgende situationer:

  • Allergi overfor Hylase eller tilsvarende produkt
  • Allergi overfor hvepse- og bistik 
  • Tidligere anafylaktisk reaktion eller flere alvorlige allergier
  • Under 18 år
  • Gravide eller ammende
  • Ved tegn på hudsygdom eller infektion i behandlingsområdet
  • Aktuel febril sygdom

Behandlingen med Hylase ®

Inden behandling sikres det at du er egnet til den ønskede behandling, og der skal tages foto af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Behandlingen foregår ved at huden desinficeres hvorefter Hylase® sprøjtes ind i huden med en tynd nål. Antallet af stik afhænger af behandlingsønsket og om tilstanden er akut. Behandlingen vil være forbundet med mild til moderat ubehag og smerte. Selve behandlingen tager typisk kun nogle få minutter, mens observationen efter selve indsprøjtningen er minimum 15 minutter.  Umiddelbart efter behandlingen vil huden være let røde og evt. hævet i op til 1 døgn. 

Forsigtighedsregler

Efter behandlingen skal du blive på klinikken i minimum 15 minutter for at sikre at du ikke udvikler en allergisk reaktion. 

Smertestillende behandling med non-steroid antiinflammatoriske midler (f.eks. Ipren, Treo, Kodimagnyl) samt dgl. brug af fiskeolie giver øget risiko for blødning i huden og bør stoppes 4 dage før til 2 dage efter behandlingen. 

Samtidig behandling med orale antihistaminer, binyrebarkhormon, østrogen og non-steroid antiinflammatoriske midler kan nedsætte effekten af Hylase®.

Bivirkninger

De almindelige bivirkninger er normalt milde til moderate og forsvinde i løbet af et par dage. 

  • Rødme og hævelse 
  • Smerte og ømhed
  • Kløe  
  • Blå mærker

Sjældne bivirkninger: 

  • Alvorlig allergisk reaktion. 

Information og samtykke 

Efter at have læst denne skriftlige information skal du også mundtligt oplyses om behandlingen af en sygeplejerske eller læge. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og er velkommen til at medbringe en bisidder ved forundersøgelsen. Umiddelbart efter at du har fået den mundtlige information, kan du samtykke til og modtage behandling. 

Behandling af fine rynker og ar med C02 laser

Hvad er fraktioneret C02 laserbehandling 

Fraktioneret CO2-laserbehandling er en kosmetisk procedure, der forbedrer hudens udseende. 

En CO2-laser udsender lys med en bølgelængde på 10.600 nm. Lyset optages primært i vandmolekyler i overhuden (epidermis) og i læderhuden (dermis), hvor lyset omdannes til varme. Ved fraktioneret CO2-laser behandling afsættes laserlyset punktvis i huden i et tætstillet netværk. Tætheden mellem punkterne samt energiniveauet kan varieres afhængig af, hvor kraftig en behandling man ønsker. En behandling med fraktioneret CO2 laser inducerer et sårhelingsrespons, som fører til en nydannelse af kollagene- og elastiske fibre samt glykosaminoglykaner, som binder fugt (hyaluronsyre – som er grundsubstansen i læderhuden). Da huden omkring hvert behandlingspunkt bevares intakt, sker ophelingen af huden langt hurtigere end ved en traditionel CO2 laserbehandling, hvor hele hudoverfladen behandles. De første 4-6 uger efter behandlingen kan der ses helt små prikker i huden fra laseren. Det endelige resultat med en glattere, friskere og mere ensartet hud, bliver gradvist tydeligere de første 2-3 måneder efter behandlingen. 

Behandlingen anvendes typisk i ansigtet, på halsen og hænderne, men den kan anvendes på hele kroppen. Effekten af behandlingen varer længe og forsvinder først i takt med den enkelte persons naturlige aldringsproces. 

Hvem kan have glæde af behandling og forventet resultat

Behandling anvendes særligt til følgende problemstillinger:

  • Fine linjer, kreppede rynker og moderate rynker 
  • Ujævn hudtone 
  • Store pore
  • Slap hud og nedsat spændstighed
  • Ar efter operation, akne og brandsår

Resultatet varierer fra person til person og afhænger i høj grad af hudens tilstand før behandlingen samt hudens evne til at hele. Effekten er generelt bedst på fine linjer og rynker, især omkring øjnene, mens effekten er moderat på dybe rynker og linjer, f.eks. på kinderne og overlæben.

Det er ofte nødvendigt at gennemføre 2-3 behandlinger med mindst 4 ugers mellemrum for at opnå den ønskede effekt og forbedring. Hvis forandringerne er meget udtalte, kan der være behov for flere behandlinger. Det er dog ikke altid muligt at opnå tilfredsstillende resultater, hvis forandringerne er meget udtalte. 

Det endelige resultat afhænger af udgangspunktet før behandlingen, af den enkelte persons hudtype, evne til at danne nyt bindevæv, hvor kraftig en behandling der foretages, samt om man følger de angivne retningslinjer i efterforløbet.

Hvem egner sig ikke til behandling

Fraktioneret CO2-laserbehandling er generelt en sikker behandling, men der er visse tilstande og situationer, der øger risikoen for bivirkninger. Dette omfatter:

  • Graviditet og amning
  • Meget mørke hudtyper pga. øget risiko for pigment forandringer
  • Hud som er brun efter solbadning, solarium eller selvbruner. Typisk bør man som minimum undgå sol og solarium i mindst 1 måned inden behandling og selvbruner i 14 dage inden behandling.
  • Infektion i behandlingsområdet
  • Hudsygdom som f.eks. akne, vitiligo, hudkræft, visse autoimmune sygdomme
  • Aktuel behandling med isotretinoin. Generelt udskydes behandlingen indtil 3-6 måneder efter afsluttet behandling. 
  • Ved tendens til dårlig sårheling, kraftig ardannelse, øget pigmentering (fx melasma), og øget blødning eller blodfortyndende behandling.  
  • Visse kroniske sygdom som ikke er velbehandlede. 

Bivirkninger og risici

Behandlingen har velkendte bivirkninger, som alle normalt oplever:

  • Mild til moderate smerter, ubehag og en brændende fornemmelse i huden under behandlingen, selvom der anvendes smertelindrende behandling.
  • Svien, hævelse, rødme og væskedannelse de første 3-5 dage. Hævelser omkring øjnene kan være særligt udtalte i de første 2 dage. Den sidste fase af helingen indebærer punktvis afskalning fra dag 3-6.
    • I løbet af de første 5-7 dage skal huden holdes ren, og det anbefales at blive hjemme og undgå direkte sollys.
    • Makeup og solcreme bør først anvendes 7 dage efter behandlingen.
    • Efter afskalningsfasen kan huden føles let ru, og der kan være let kløe i overfladen i løbet af de første 1-4 uger.

Andre almindelige og sjældne bivirkninger inkluderer:

  • Forskelle i hudtone og hudstruktur mellem behandlingsområdet og tilstødende hudområder.
  • Rødme og let kløe i behandlingsområdet i 4-8 uger efter heling.
  • Hudinfektion med bakterier kan forekomme, og det behandles normalt med antibiotikatabletter i 7 dage. For at forebygge infektion anbefales det at anvende antibiotisk salve i 5 dage efter behandlingen. 
  • Udbrud af herpesinfektion kan forekomme, og personer med tendens til forkølelsessår behandles med forebyggende tabletter i 5 dage.
  • Udbrud af akne.
  • Længerevarende mørke pigmentforandringer er almindelige, men de aftager normalt efter 3-6 måneder. Risikoen er størst for personer med mørk hud, og den øges, hvis huden udsættes for sol eller solarium inden for de første måneder efter behandlingen.
  • Dannelse af arvæv, fortykkede ar og tab af hudpigmentering ses sjældent og skyldes oftest infektion efter behandlingen.

Forundersøgelse, betænkningstid og informeret samtykke

Inden behandlingen vurderer hudlægen, at du er egnet til behandlingen, og der vil blive taget billeder af behandlingsområdet som dokumentation i din journal. Du vil modtage både skriftlig og mundtlig information om behandlingen. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål samt medbringe en bisidder til forundersøgelsen. Før du kan give dit informerede samtykke til behandlingen, skal du have mindst 7 dages betænkningstid hvis behandlingens formål rent kosmetisk. Behandling af medicinske problemstillinger, som fx akne ar, kan behandlingen fortages umiddelbart efter forundersøgelsen. 

Alt det praktiske i forbindelse med fraktioneret C02-laserbehandling

Forberedelser til behandling 

  • Undgå sollys og solarium, og brug solcreme med minimum SPF 50+ i 1 måned før behandlingen.
  • Undgå selvbruner i 14 dage inden behandlingen.
  • Husk at købe antibiotikasalve på apoteket og medbring den til klinikken på behandlingsdagen.
  • Hvis hudlægen har ordineret forebyggende behandling mod forkølelsessår (herpes), skal du påbegynde behandlingen dagen før behandlingen med Valaciclovir 500 mg to gange dagligt i 7 dage.
  • Planlæg gerne at en anden person kan køre dig hjem efter behandlingen. 

På behandlingsdagen

  • Ankom helt usminket.
  • Cirka 1 time før behandlingen anbefales det at tage almindelig smertestillende medicin (1 gram paracetamol), og der påføres bedøvende creme. I nogle tilfælde kan der være behov for at injicere lokalbedøvelse i huden.
  • Når huden er bedøvet og renset for creme, påbegyndes behandlingen. Laserhovedet føres trinvis hen over huden i et bestemt mønster. Behandlingen af hele ansigtet tager typisk 30-45 minutter.

Efterbehandlingen på klinikken

  • Efter behandlingen tørres huden forsigtigt med våde gazeservietter.
  • Varme og smerte i huden kan lindres med kold luft, isposer eller en kølende ansigtsmaske.
  • Inden du forlader klinikken, vil der blive påført antibiotikasalve på behandlingsområdet.

 

Efterbehandlingen på hjemme dag 1-7

  • Undgå unødig berøring af behandlingsområdet og lad huden have ro på behandlingsdagen. Hvis huden væsker, kan den forsigtigt duppes tør med rene gaze- eller papirservietter.
  • Der kan anvendes kløende isposer for at lindre eventuel kløe eller ubehag.
  • Antibiotikasalve skal påføres behandlingsområdet tre gange dagligt indtil fuld opheling (normalt i 5 dage).
  • Huden bør holdes fugtig og smøres med salve efter behov for at fremme sårheling og undgå dannelse af tørre skorper. Da huden kan væske meget de første dage, kan der være behov for hyppigt at påføre ny salve, så huden altid er dækket af et tykt lag. Anbefalede salver er bl.a. Ceridal fedtcreme, Vaseline petroleum Jelly, MD02 Lipid Light Balm
  • Fra dagen efter behandlingen kan huden forsigtigt vaskes med lunkent vand og mild sæbe. Ved brusebad og brug af shampoo er det vigtigt at sæben skylles helt væk. Huden i behandlingsområdet duppes tør inden der påføres ny salve.
  • For at beskytte mod infektion fugtes huden to gange dagligt med eddikevand. Eddikevandet fremstilles ved at tilsætte 0,5 dl almindelig hvid eddike (20%) til 5 dl kogt og afkølet vand. Gazeservietter eller kogte bomuldsklude fugtes i eddikevandet og påføres huden i 10 minutter ad gangen, to gange dagligt.
  • For at reducere hævelser anbefales det at sove med hovedet højt om natten i de første dage efter behandlingen.
  • Der kan anvendes almindelig smertestillende tabletter efter behov.
  • Hvis hudlægen har ordineret anden behandling, er behandlingen følges. 
  • Hvis der opstår tegn på infektion såsom rødme, ømhed, hævelse, væske med gullig eller grønlig farve eller feber, bør du kontakte klinikken.

Generelle forholdsregler efter opheling 

  • Efter 1 uge, når overhuden er fuldstændigt helet, kan du genoptage brugen af dine sædvanlige renseprodukter og cremer, der ikke irriterer huden.
  • Sørg for at anvende fugtgivende cremer dagligt og undgå at lade huden blive tør.
  • Når du opholder dig udendørs i de følgende 2 måneder, skal du huske at bruge solcreme med en høj solfaktor for at beskytte din hud mod solskader.

Det er vigtigt at følge de instruktioner, du får fra din behandler, og at informere dem om eventuelle bekymringer eller uønskede reaktioner, du oplever.

Kontrol efter behandling

  • Kontrol efter behov ved tegn på forsinket heling de først 7 dage efter behandling
  • Kontrol af behandlingsresultatet efter ca. 8 uger. 

Vi er lokaliseret bare 10 min. fra København med gode parkeringsmuligheder!

— Skodsborg Strandvej 151,
2942 Skodsborg

Åbningstider

Mandag     08–15
Tirsdag      11–19
Onsdag      11–19
Torsdag     09–18
Fredag       08–15
Lørdag       10–15
Søndag      10-15

Subscribe for the updates!